Studenter til Danmark 19/20 - Bliv værtsfamilie

Studenter til Danmark 19/20

Her er en stor del af de studenter, som YFU Danmark forventer at modtage i perioden 19/20. Her kan du lære dem bedre at kende. Ønsker du at vide mere, eller har du spørgsmål så kontakt os.

Kamen er en 17 årig dreng, der kommer fra Bulgarien. Forældrene er skilt, og Kamen bor sammen med sin far og lillesøster i en lejlighed i hovedstaden Sofia.

Kamen er meget interesseret i at lære sprog, han har haft engelsk i 7 år og prøvet kræfter med norsk og russisk i skolen. Han kan lide fagene kemi, geografi og økonomi, på sigt vil han gerne uddanne sig indenfor det økonomiske felt.

I sin fritid ynder Kamen at spille computerspil – enten alene eller sammen med sine venner, han læser også en del og kan lide at tegne. Han er ret perfektionistisk anlagt, så det tager lang tid for ham at færdiggøre sine tegninger.

Om vinteren står han jævnligt på skøjter.

Kamen har få, men gode venner. Sammen tager de i shopping-center, går i biografen, i teateret eller på café og spiser. Vennerne beskriver Kamen som en hjælpsom, venlig, respektfuld og talentfuld person. Han siger selv, at han trives bedst i mindre grupper.

Til daglig tilbringer Kamen ikke så meget tid med sin familie ud over måltiderne, da alle har travlt med skole og arbejde, men de kan lide at rejse sammen, og han er vant til at hjælpe med praktiske gøremål i hjemmet f.eks. rengøring. Når Kamen og lillesøsteren på 14 år tilbringer tid sammen, kan de lide at fotografere.

Han glæder sig til at prøve at bo hos en dansk værtsfamilie og lære det danske sprog. I Danmark vil han gerne prøve at vandre i naturen og lave frivilligt arbejde, hvis det er muligt.

Interesser: Computerspil, læse, tegne/male, fotografere, stå på skøjter, være sammen med venner, shoppe, se film, være sammen med dyr